Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
155
sked dermed, — idelig gnider han paa det med sin gloende Finger.
Men jeg har falskeligen dulgt det for eder, medens jeg vandrede
om iblandt jer; og I monne tænke, at jeg var bedrøvet i Aanden,
fordi mit Hjerte var rent og led ilde i denne jordiske
Jammerdal. Nu i min Dødsstund staar jeg for jer som den, jeg virkelig
er. Jeg siger eder, at Esters Skamtegn, saa grufuldt det end er, —
det er dog kun en Skygge af det, som er brændt ind i mit Bryst;
og selv dette, selv Brændemærket dér med dets røde
Flammeglød, — er dog kun et Genskin af det, som luer inderst inde i
mit Hjerte med sviende Ve. Mon der nu er nogen Mand iblandt
eder, som tør drage Herrens Nidkærhed i Tvivl? Saa se ikkun
her! Se her et Vidnesbyrd om, at Herren vor Gud har sin egen
Vej, men glemmer aldrig nidkært at gaa i Rette med Syndere.“
Og med et heftigt Tag rev han sin Præstekjole op og blottede
sit Bryst.
Da kom det luende Tegn for Dagen og blev synligt for alt
Folket. Folkeskaren stod slagen af Rædsel og stirrede med stive
Øjne paa dette paa én Gang grufulde og vidunderlige Jærtegn.
Over Præstens Ansigt gled et Udtryk af Lykke, fordi han havde
vundet Sejr i sin dyreste Nød, — men det varede kun et eneste
kort Nu, saa segnede han om paa Skafottet. Ester løftede ham
halvt op og lagde hans Hoved ind til sin Barm. Roger
Chillingworth sank ned paa sine Knæ ved Siden af Præsten, — der lagde
sig et underlig tomt Udtryk over hans Ansigtstræk, som om alt
Liv med ét var veget fra ham, fordi hans Hævn nu intet Offer
havde at øve sin Ondskab paa. „Saa undslap du mig dog,“
gentog han idelig.
„Gud forlade dig, hvad du har gjort,“ sagde Præsten; „ thi
ogsaa du har syndet svarligen.““
Og han vendte sit bristende Blik bort fra den gamle Mand og
lod det hvile paa Ester og Barnet. Et ømt kærtegnende Smil
lyste i hans Ansigt som hos den, der bliver saa inderlig let om
Hjertet; det var næsten, som om han nu, da Byrden var vegen
fra ham, kunde spøge mildt med Barnet.
„Lille Beryl,“ sagde han, „kom nu og kys mig. Derude i
Skoven vilde du jo ikke, — men nu vil du nok, ikke sandt?“
Da kyssede Barnet ham paa Munden, og i det samme
forsvandt dette sælsomme, der havde været over hende, ret som af
en Uaands Sind. Hendes frosne Følelsesliv tøede op, og de
Taarer, der faldt fra hendes Øjne ned paa hendes Faders Kind, var
et sikkert Pant paa, at hun ikke længer vilde være som „Ismael,
hvis Haand var imod alle og alles imod ham“, men at hun vilde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
