Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156
vokse op og blive en Kvinde med en Kvindes levende, varme
Hjerte, der vilde tage sin Andel af Livets Fryd og Livets Smerte.
„Ester, nu maa jeg byde dig Farvel,“ sagde Præsten.
Hun bøjede sig over ham og lagde sin Kind til hans: „Skal
vi da ikke mødes igen?“ hviskede hun. „Skal vi ikke være
sammen i al Evighed, — vi, som har givet saa dyre Løsepenge
for hinanden, — al vor Sorg og Kvide? Nu, da du er saa nær
ved Dødens Port, nu maa du grant kunne skue, hvad os er
beskikket evindelig, — aah, sig mig det, sig mig det!“
„Ester, Ester, tænk ikke paa dette,“ svarede han alvorligt,
og hans Stemme skjalv for Gud. „Guds Lov har vi overtraadt
og begaaet denne Synd, der nu saa grueligt er vorden vitterlig!
Kom ikkun dette i Hu! — Jeg ængstes svarligen; monne det ikke
blive vor Dom, at fordi vi glemte Gud og blev hinandens Sjæle til
Forargelse, derfor skal det aldrig opfyldes, som vi haabede paa:
hisset at blive sammenføjede i en hellig Pagt evindelig? Dog
Gud alene skal dømme os, og han er barmhjertig. Han har bevist
mig idel Naade, allermest deri, at han har lagt al denne Smerte
paa mig. Han har sat dette pinefulde Brændemærke paa mit
Bryst, han har skikket denne frygtelige, grumme Olding paa
min Vej, at min Ve intet Øjeblik skulde aflade; og han har ført
mig hidop at lide Skændselens Sejrsdød foran alt Folket. Var jeg
bleven sparet for mindste Gran af al denne Ve, da var min Sjæl
fortabt evindelig. Lovet være da Herrens Navn! Hans Vilje ske!
Farvel!“
Med disse Ord drog Præsten sit sidste Aandedrag.
Folkeskaren havde hidtil holdt sig tavs, og fandt nu intet bedre Udtryk
for den Undren og Gru, der havde betaget alles Hjerter, end en
underlig dump, dyster Hvisken, — en lav, tung Tonebølge, der
som en Dødning bruste hen over den Strandbred, hvorfra en
Menneskesjæl var stævnet ud imod det store, ukendte Land.
XXIV.
Slutning.
Efter længere Tids Forløb, da Folk havde faaet Tid til at
samle deres Tanker med Hensyn til den nys skildrede
Begivenhed, fremkom der flere forskellige Beretninger om, hvad det
egentlig var, som man havde været Vidne til.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
