Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Barante
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hos Mme de Staël er Frygten for Sensualismen
en afledet. Den høihjertede Kvinde, der med
al sin Sandhedskjærlighed kun er og bliver
Dilettant i Filosofien, frygter naivt for at den
sensualistiske Psychologi bringer Sjælene til passivt at
underkaste sig under Napoleons Despoti og af
Kjærlighed til Friheden søger hun Vaaben imod
den. Barante, som er en Mand, har ikke hendes
Undskyldning. Ogsaa for ham er Descartes og Leibnitz
ikke blot store Tænkere, men Indehavere af det
gode Princip i Metafysiken, ret som om moralske
Begreber kunde finde Anvendelse paa en Metafysik.
«Muligvis, siger han, tabte de sig undertiden i
taagede Regioner, men de fulgte idetmindste en
ophøiet Retning, deres Lære stemmer overens med
de Tanker, der bevæge os, naar vi tænke dybt
over os selv, og denne Bane førte nødvendigvis til
de ædleste Videnskaber, til Religionen og til
Moralen». Og nu fortæller han, hvorledes man
blev træt af at følge dem, hvorledes man begav
sig ind paa Locke’s og Hume’s Baner, og han
fremstiller dette ikke som en modsat, ligeberettiget
Ensidighed, men som en Fornedrelse af Menneskevæsenet,
en «Nedværdigelse» af Videnskaben. Han
finder det naturligt at bekjæmpe Spinoza (som
han slaaer sammen med Hobbes) ikke blot med
Grunde, men « med Indignation». [1]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
