Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 13. Mystiken i den romantiske Drama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
om den Art Sager er det bedst at tale saa lidt
som muligt.
Selvfølgeligt maa Kleist opfatte Sujettet fra
en ganske anden Side.
Allerførst har øiensynligt her Dobbeltgjængeriet
været det Tiltrækkende for et romantisk
Gemyt. Men dernæst øinede man her en Mulighed
til at spille svagt, men tydeligt, paa et af de
vigtigste Mysterier i den christelige Tro.
Alkmene undfanger Herakles, ikke med sin Mand og
dog ikke i Ægteskabsbrud, altsaa ubesmittet; det
Foster, hun skal føde, er ikke Barn af et
Menneske, men af en Gud. Derfor er i den
afgjørende Scene mellem Jupiter og Alkmene Jupiter
pantheistisk udvidet til Verdensaanden; han er
ikke Grækernes letfærdige Olympier, men saa
guddommelig og aandig som selve Naturphilosophiens
Absolute. Han siger til Alkmene :
Nimmst Du die Welt, sein grosses Werk, wohl wahr?
Siehst Du ihn in der Abendröthe Schimmer,
Wenn sie durch schweigende Gebüsche fällt?
Hörst Du ihn beim Gesäusel der Gewässer,
Und bei dem Schlag der üpp’gen Nachtigall?
Verkündigt nicht umsonst der Berg ihn dir
Gethürmt gen Himmel, nicht umsonst ihn dir
Der felszerstiebten Katarakten Fall?
Wenn hoch die Sonn’ in seinen Tempel strahlt,
Und, von der Freude Pulsschlag eingeläutet.
Ihn alle Gattungen Erschaff’ner preisen,
Steigst Du nicht in des Herzens Schacht hinab
Und betest deinen Götzen an?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
