Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. Naturfølelsens Dybde og Sandhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
straffede derfor, idet det selskabelige Samliv havde
splittet deres Kræfter og Evner ad og svækket
deres Hjerters Modtagelighed for simple og rene
Indtryk. Blandt Wordsworth’s Hundreder af
Sonetter er der en, som med Hensyn paa denne
Grundtanke er særligt betydningsfuld (Miscellaneous
Sonnets, Part I, Nr. 35). Den begynder med en
Klage over, at Menneskeverdenen er altfor meget
om os, og at vi som Følge deraf kun see Lidet i
Naturen, der træder os imøde som vort Eget.
Saa følger:
Søen, der blotter sin Barm for Maanen, Vindene,
der snart ville hyle Timer igjennem, men som
nu ligge sammenfoldede som sovende Blomster, alt
dette træffer os ude af Stemning. Det bevæger
os ikke. Store Gud! Jeg vilde hellere være en
Hedning, opdraget i en forkastet Tro. Da kunde
jeg, naar jeg stod paa denne skjønne Slette, have
Glimt, der vilde gjøre mig mindre trøstesløs,
kunde øine Proteus, naar han hævede sig op over
Havet eller høre den gamle Triton blæse paa sit
snoede Horn.
Det er mærkelige Ord i Wordsworth’s Mund,
mærkelige, fordi de vise, hvad al sand Naturalisme
i Grunden er, med hvor mange theistiske
Klude den end udstafferes: dybest inde er den i
Slægt med det gamle Grækenlands Naturopfattelse
og fjendsk mod alle den nye Tids officielle
Dogmer; inderst inde er den stemplet med den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
