Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. Naturfølelsens Dybde og Sandhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Pantheisme, som vi i dette Aarhundrede gjenfinde
beherskende den poetiske Naturfølelse i alle
Litteraturer. Jeg har paavist den Pantheisme, der
skjulte sig under Tiecks romantiske
Naturbetragtning [1], den møder os her under Form af
Menneskets selvforglemmende og halvt bevidstløse
Sammensmelten med Alnaturen som en enkelt Tone i
dens store Samklang. Den har fundet Udtryk i et
lille eiendommeligt Digt [2]:
En Slummer lagde Segl for min Aand, jeg
havde ingen menneskelig Bekymring. Min Sjæl
var som en Ting, der ikke kunde føle Berøringen
af jordiske Aar. Den havde ingen Bevægelse,
ingen Kraft, den hverken hørte eller saa, men
rullede med Jordens daglige Omløb sammen med
Klipper og Stene og Træer!
Fordyber man sig i den Stemning, hvoraf et
Digt som dette er udsprunget, da har man
Symptomet paa et rent pantheistisk Ideesæt: det
ubevidste Liv er seet som det bevidstes Grund og
Kilde, og alle Jordens Væsener opfattede som
sammenvoxne i Naturens Skjød lige til det Punkt,
hvor Bevidstheden begynder. En af Spirerne til
det nye Aarhundredes Poesi ligger i et saadant
lille Digt; thi imod det civiliserede Menneske, som
det forrige Aarhundrede havde udviklet og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
