Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. Naturfølelsens Dybde og Sandhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
karrigt tilmaalt. I Novemberdage, naar Taagerne,
der rulle ned i Dalene, gjøre en ensom Egn end
mere ensom, mellem Skove ved Aftenstid og midt
under Sommernætters Ro, naar jeg langs Kysten
ad den skjælvende Sø gik hjemad i min Ensomhed,
nød jeg dette Samkvem. Jeg fornam det i Mark
og Eng baade Dag og Nat og ved Vandet hele
Sommeren igjennem, og i den kolde Aarstid, naar
Solen var gaaet ned og Hyttens Vinduer, synlige
i mange Miles Afstand, skinnede gjennem
Tusmørket. Jeg brød mig ikke om deres Vinken. —
Ja en lykkelig Tid var det for os alle; for mig
var det en Henrykkelsens Tid. Klart og høit
slog Landsbyklokken sex, jeg styrtede ud stolt og
hoverende som en utrættet Hest, der ikke bryder
sig om sit Hjem. Skoede med Staal fløi vi da
alle med hvislende Lyd hen ad den blanke Is, i
en fælles Leg, der efterlignede Jagten og Skovens
Glæder: det tonende Horn, det høit gjøende Kobbel
og den jagede Hare. Saaledes fløi vi afsted
gjennem Mørket og Kulden og ei en Stemme var stum;
imidlertid kastede de steile Brinker Lyden tilbage;
hvert løvtomt Træ og hver isglat Klippe klirrede
som Jern, medens de fjerne Høie sendte ind i
Larmen en fremmed, ikke overhørt Tone af
Melancholi, og medens Stjernerne i Øst stode
gnistrende klare og i Vest Aftenens orangefarvede
Himmel tabte sin Glands. — Ikke sjeldent trak jeg
mig da bort fra Sværmen til en stille Bugt, eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
