Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. Naturfølelsens Dybde og Sandhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
jeg foer overgivent ad en Sidevei bort fra den
larmende Flok for at overskjære Reflexlyset fra
en Stjerne, et Billed, som stedse flygtede for mig,
blinkende paa den glasklare Flade, — og ofte, naar
vi lode Vinden drive vore Legemer frem og alle
de beskyggede Skrænter paa begge Sider kom
feiende gjennem Mørket, har jeg midt under den
susende Fart paa eengang bøiet mig tilbage paa
min Hæl og pludseligt standset — endnu fløi de
ensomme Klipper forbi mine Øine, ret som
om Jorden synligt havde drejet sig for mig om
sin Axe; og bag mig udstrakte Bjergene sig i
høitidelige Rækker, dog svagere og svagere, og
jeg stod fortabt i Skuet, til Alt var roligt som
en Sommersø.
Jeg mener, at dette er et Naturmaleri, som
søger sin Lige. Dog i et af sine skjønneste
og betydningsfuldeste Digte «Tintern Abbey» har
Wordsworth selv skildret sin Natursands i Udtryk,
om hvilke han senere ikke med Urette har
paastaaet, at de gaae igjen i de berømteste og mest
poetiske Steder af Byron’s Childe Harold, og som
i ethvert Tilfælde utvivlsomt have gjort Epoche
i engelsk Poesi. Han siger:
Thi Naturen var da — efter at mine Drengeaars
plumpere Fornøielser og deres muntre Legemsøvelser
og Lege vare forbi — Et og Alt for mig.
Jeg kan ei skildre hvad jeg dengang var. Det
syngende Vandfald betog mig som en Lidenskab:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
