Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IX. Søskolens østerlandske Romantik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mindes den Gud, som skjænkede mig dette ublodige
Maaltid. I have sagt mig, ædle Herrer, at
Naturen ene lærer Mennesket at synde. Hvis det
er Synd at opsøge det saarede Lam, at forbinde
dets Saar, at bade dem med mine Taarer, saa er
det Synd, hvad Naturen lærte mig! nei I Fædre!
nei! Det er ikke Naturen, som kan lære En at
synde: Naturen er lutter Godhed, lutter Kjærlighed,
lutter Skjønhed! I de grønne Skoves rolige
Skygge er der ingen Last, der bringer Harmens
Rødme til at stige op i Kinden, der er ingen
Elendighed, ingen ulykkelig Moder, som bleg og
forhungret hænger over sine sultne Børn med et
saadant Blik, saa mat, saa jammerfødt, at det en
Dag med fordømmende Veltalenhed vil anklage de
Mægtige paa Jorden!... [1]
Den opmærksomme Læser vil alene i dette
lille Declamationsnummer kunne spore ikke blot
Efterklangen af den revolutionære Lidenskab
hinsides Kanalen, der her er omsat i engelsk
Naturdyrkelse, men ogsaa den unge Digters Mangel
paa Evne til at give sit Sujet en virkelig
Tids- og Localfarve. Frankrig og Middelalderen ere ham,
hvad senere Østerland og Sagnverdenen skulde
blive ham, et Costume, hvorunder han lader sine
engelske og protestantiske Ideer agere. Der
udfordredes dog imidlertid et vist Mod til paa hin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
