Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X. Den historiske og ethnographiske Naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lykke, fremfor Alt Slagmalerierne i sidste Sang,
der af den begeistrede Kritik erklæredes for de
bedste siden Homer. Og var Digtet nu vel skikket
til at vække Beundring hos Scotts jævne
Landsmænd, saa var det ikke mindre egnet til at
behage ved Hove. Byron havde Ret, da han til
Prindsregenten sagde, at Scott ret forekom ham
at være en Digter for Fyrster, de vare aldrig
blevne mere glimrende skildrede end i Marmion
og Jomfruen fra Søen. Jeg gad endog vide, om
der ikke i Marmion findes direkte Hentydninger
til Prindsregenten og hans Hustru. Den første
kunde neppe uden Sindsbevægelse læse Skildringen af
Kong James’ Optræden i den pragtfulde Hofdragt [1],
og den fra Hoffet forstødte Prindsesse af Wales,
hvem Scott havde lært personligt at kjende, da han
i 1806 første Gang feiredes som Løve i London,
og til hvis Parti han som Tory sluttede sig,
kunde paa sig anvende Digtets Skildring af den
forladte Dronning Margaretes ensomme Liv,
medens den ridderlige og letfærdige Monarch
tilbringer Tiden med sine Elskerinder.
For royal were his garb and mien
His cloak, of crimson velvet piled,
Trimm’d with the fur of martin wild;
His vest of changeful satin sheen,
The dazzled eye beguiled.
Marmion V, 8.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
