Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Universel Sensualisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fremskridtet behøver et Tronskifte. Wordsworth
og Scott vare som mægtige Titanguder, hvis Glands
blegnede for den unge Slægts, og Keats selv var
den straalende Fugl, der hævede sig høit op i
Luften fra Wordsworth’s gamle storbladede Steneg.
Var ikke Byron den nye Havets Gud, der befoer
Lidenskabens Vande med en Skjønhed i sit Øie, som
bragte Tidens største digteriske Genius til at forlade
sit Rige, sikker paa ei at kunne bestaae i Væddekampen?
Og løde ikke Shelleys Melodier saa sødt
berusende og uhørt dristigt gjennem Luften, at de
endnu den Dag idag trænge igjennem overalt,
skjøndt man med Clymene holder for sine Øren og
saa længe som muligt vægrer sig ved at laane de
nye Toner villigt Øre? Det nytter ikke Noget,
thi fra alle Sider høre vi nu Raabene: Apollo!
morgenlyse Apollo! —
De gamle Guder indtoge som i Digtet en
forskjellig Holdning. Scott, den ædleste af dem
alle, strøg, som vi have seet, Flag for Byron med
en Adel og Mildhed som har føiet en Krands til
hans mange andre, Wordsworth trak sig knurrende
tilbage til sine Søer med en Plagiatbeskyldning
mellem sine Læber, Southey spyede Galde og
Gift — og imens indtoge de nye, unge Guder
deres Troner og slyngede Solstraalerne som
Glorier om deres Isse. Keats var den aller yngste
af de unge og udrustet med eiendommelige
Attributer og et eget Rige, i hvilket Ingen af de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
