Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Universel Sensualisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
andre gjorde noget Indgreb. Han er et af de
mange Exempler paa, hvorledes de fineste og
sjeldneste Organismer kunne opdukke i grove ydre
Forhold og udfolde sig næsten uden Begunstigelse
af Omstændighederne. Denne Yngling, der død i
sit 26de Aar har efterladt sig Mesterværker,
som Ingen der har læst dem, kan glemme, og
hvis Navn Shelley i sin «Adonais» har skrevet
ind blandt sine Stjerner, var Søn af en
Londonerhyrekudsk og opdraget som Apotekerlærling. For
de fleste af den ældre Slægt var han ubekjendt.
Wordsworth — den eneste ældre, mod hvem hans
Blik stadig var vendt, og med større Ærefrygt,
end nogen Anden af de unge følte for ham, —
selv Wordsworth viste sig kold. Da Keats en
Aften hos Maleren Haydon, hvor Veteranen fra
Rydal Mount var tilstede, blev opfordret til at
foredrage den skjønne Hymne til Pan af hans
«Endymion’s» første Bog, hørte den graahærdede
Digter den til Ende uden Afbrydelse og
bemærkede saa blot, at det var «et smukt Stykke
Hedenskab». Det var det, og Ære være Keats
derfor! Men Wordsworth vilde neppe sige noget
Smigrende dermed. Saaledes lød da den vægtigste
Stemme fra den gamle Digterskole. En anden
lød fra Tidens kritiske Oldermænd. Den var
skrattende og hæs. Baade Quarterly og
Blackwood Review gjennemhaanede «Endymion» paa
den taabeligste Maade. Det blev sagt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
