Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Universel Sensualisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
klynkende Barns Kraft rokkede de omkring paa en
Gyngehest og antoge den for Pegasus. Hvilke
sørgelige Sjæle! Himlens Vinde blæste, Oceanet
rullede sine svulmende Bølger — I følte det ikke!
Den blaa Himmelhvælving afslørede sin evige Barm
og Sommernattens Dug overdryssede Morgenen med
Kostbarheder, Skjønheden var vaagen! hvorfor vare
I ikke vaagne!... I gik med en stakkels
affældig Standart mærket med det flaueste Motto,
hvorpaa med brede Bogstaver stod skrevet det ene
Navn Boileau!» Saa længe før Stormen i Frankrig
reiser sig mod dette stakkels gamle Navn,
støder Keats i Krigstrompeten imod det; Théophile
Gautier har ikke nævnet det med større Indignation
end han. Det maa vel være denne Passus,
hvis energiske Stil minder En om Kaulbachs
Maleri i München, hvor Paryktidens Kunstner
slumrer med Lededukken i sin Arm, der har givet
Anledning til Byrons stadige Udfald mod Keats
som Angriber af Pope. Men Keats har aldrig
offentliggjort en Linie mod Pope og naar Grevinde
Guiccioli i sit naive Værk om Byron kommer
tilbage til disse Angreb, der skulle have opbragt
hendes Elskede, saa er dette kun elskværdigt
kvindeligt Eftersnakkeri. Derimod har Keats
rimeligt nok indbefattet Pope blandt de ovenfor
Udpegede, hvis Øre var lukket for Havets og
Vindenes Musik og som sov over sig, naar Morgenen
udfoldede sin Skjønhed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
