Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Universel Sensualisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sine sidste og skjønneste Sange, var han jo endnu
et verdensfremmed Barn.
Det bor ikke glemmes, at han skrev dem
under store Kvaler og uden nogetsomhelst Otium
til Arbeid. Jeg troer det er derfor, de ere saa
skjønne. Lad Skribenten længe nok holde sit
Privatliv ude fra sin Production, lad ham som
Keats neppe nævne sin dybeste Lidenskab i sine
Værker, det vil ikke feile, at intet Værk har det
Liv, den Farve, den guddommelige Tunge af Ild
paa sin Pande, som det, der er udført, medens
den, som skrev det, ikke blot har skrevet, men
levet og lidt. Hverken Bekymnringen for Brødet,
eller Brystsygen eller Lidenskaben for den
ostindiske Pige have direkte sat noget Stempel paa
Keats’s Arbeid; men af al denne Gift for ham
har han suget Næring for det.
Saa sank han i sin tidlige Grav, og neppe
begravet opstod han fra de Døde i det Klagedigt,
som Shelley lod tone over hans Grav. Han
ophørte at existere som Keats, han forvandledes til
en Mythe, til Adonais, til alle Musers og
Elementers skjønne Yndling, og mythevorden førte
han fra da af i Slægtens Bevidsthed en dobbelt
Existents.
«Han lever, han er vaagen — det er Døden,
som er død, ikke ham. Sørg ikke for Adonais!...
Han er blevet Et med Naturen. Hans Stemme
høres i al dens Musik lige fra Tordenens Døn til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
