Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. Irsk Revolte og Oppositionspoesi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Gallerier og Tribuner fulde af en ængstelig og
spændt Folkeskare. Men Castlereagh, som var
sikker nok paa Afstemningens Udfald, oppebiede
Resultatet ubevægelig og med et Smil paa sine
Læber. Da Speakeren med langsom Stemme sagde:
«Ville de, som ere for Unionen, række Hænderne
i Veiret!» og saae Haand ved Haand hæve sig
langsomt og skamfuldt, blev han først et Øieblik
staaende stiv som en Statue, saa raabte han:
«Unionen er vedtagen» og kastede sig med et
Udtryk af Væmmelse og Indignation tilbage i sin
Stol. Men under disse stormfulde Debatter, i
hvilke det af Irlands første Mænd forkyndtes, at
Modstand og Opstand nu var Pligt, uden at Nogen
dog tænkte paa at handle som han talte, sad der
paa Tribunen en Yngling med bleg Hudfarve og
straalende Øine, i hvem de Andres tomme Ord
var levende Liv og som i sit Hjerte svor, at han
vilde blive sit Fædrelands Befrier. Denne unge
Mand var Irlands ædleste og ypperste Søn Robert
Emmet, Den, hvem efter min Overbevisning Verden
skylder Takken for Alt, hvad der findes af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
