Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIV. Republikansk Humanisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skjønt Landor uendeligt overlegen i Aand,
visselig vilde have erkjendt en Aandsbeslægtet i
ham. Den ensomme og barske Michel Angelo
mener jeg.
Der var noget Strengt i Landors Natur, den
Strenghed, som urokkelig Fasthed og fuldstændig
Sanddruhed mod sig selv og Andre medfører.
Læser man ham efter Moore føles denne Strenghed
ovenpaa det Bløde som en vis velgjørende
Haardhed. Digtet Hyperbion i «Hellenics» er et
godt, ægte Landorsk Exempel paa den.
«Hyperbion var blandt Apolios faa Udvalgte,
og Menneskene hædrede ham en Tid lang og i
ham Guden. Men Andre sang ligesaa høit; og
Drengene raabte lige saa høit Hurra for dem.
Hyperbion, som blev mere vred, end en Skjald
burde blive, talte til Apollo og sagde: O Phøbus,
hører du det raa Skraal fra Marken af den
Pøbel, som sværger paa, at den har kjendt dig lige
siden du vogtede de hvide Oxer for Admet? Jeg
hører det, sagde Guden, grib du den første af
dem og hids ham iveiret over Menneskenes Hoved
og du skal høre dem raabe til din Ære af Fryd.
Haardnakket og stolt var Hyperbion, Laurbærkrandsen
om hans Pande havde daarligt kjølet
den. Da han derfor hørte dem synge ved sin
Port og saa Nogle ridse hans Medbeilers Navn
paa Muren, foer han ud og greb den usle Sanger,
som var Skarens Høvding; han sparkede og slog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
