Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Radical Naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kunde give ringe Vidnesbyrd om den Kjærlighed,
den følte fra Bladet til Roden, modtog mere end
alle de andre, elskede mere end nogensinde. Thi
Mimosen har ingen smuk Blomst, straalende
Farver og Vellugt forundtes ikke den, den elsker
som Elskoven selv — dens dybe Hjerte er fuldt,
den attraaer hvad den ikke har — det Skjønne.»
Endnu eiendommeligere, endnu personligere
fremtræder Shelleys inderste Væsen, hans Hjertes
Hjerte, saaledes som de tungeste Skjæbner formede
og prægede det, i den deilige Elegi over Keats,
forfattet under den brændende Indignation, der
greb Shelley over det lave og hadske Angreb i
Quarterly Review. Idet jeg gjengiver disse fine
og melodiøse Stropher i et andet Sprogs Prosa,
mindes jeg vel, at Shelley etsteds i sine Essays
har sammenlignet dette med den Idræt at kaste en
Viol i en Smeltedigel for at faae fat paa dens
Farve og dens Duft. Shelley skildrer, hvorledes alle
Tidens Digtere indfinde sig til Klagesangen over
den Døde.
«Midt iblandt de Andre kom en skrøbelig
Skikkelse, et Phantom blandt Mennesker, ene,
uden Ledsager, som den sidste Sky af en
udaandende Storm. Han havde, troer jeg, skuet
Naturens nøgne Elskelighed og Skjønhed som en
anden Aktæon, og flygtede nu med svage Skridt
bort over Verdens øde Vidder, og som rasende
Hunde forfulgte hans egne Tanker paa hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
