Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Radical Naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
stenede Vei ham, deres Fader og deres Bytte. En
Aand som en Parder, skjøn og hurtig, en Elskov
under Trøstesløshedens Maske, en Kraft, omgjordet
med Svaghed, en døende Lampe, en faldende Regn,
en bristende Bølge — ja, er den ikke bristet, mens
vi tale om den? — Hans Hoved var omvundet
med gjennemblæste Stedmodersblomster og visnede
Violer, hvide, brogede og blaa; og et let Spær
med en Cypreskogle til Top, omvundet med en
Efeufletning, der endnu dryppede af Skovens Dug,
zitrede, alt som hans Hjertes Banken rystede den
svage Haand. Af denne Flok kom han sidst,
glemt og ene — et af Hjorden forladt Raadyr,
ramt af Jægerens Pil. Alle reiste sig og smilte
gjennem Taarer ved hans Klage. Vel vidste den
ædle Skare, hvo der nu i en Andens Skjæbne
begræd sin egen. Men da han med et ukjendt
Lands Betoning sang sin Sorg, betragtede den
sorgfulde Urania den Fremmedes Aasyn nøie og
mumlede: Hvo er Du? Han svarede ikke, men
med en pludselig Haandbevægelse blottede han sin
brændemærkede og blodige Pande, der var som
Kains og Christus’s — ak, at det skulde være saa!»
Med Aktæon sammenligner han sig her, hvem
Skuet af Naturens nøgne Skjønhed har sønderrevet;
tydeligt nok udfordredes der hans kraftige Villie
til med saa zart og skrøbeligt et Legeme ikke
at gaae tilgrunde under de Visioner og
Hallucinationer, der hjemsøgte ham. Mangen en Gang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
