Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Radical Naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mig ned som et træt Barn og bortgræde dette
Bekymringens Liv, som jeg har baaret og endnu
maa bære, til Døden som en Søvn vilde stjæle sig
over mig, og jeg i den varme Luft vilde føle min
Kind blive kold og høre Søen aande sin sidste
Monotoni henover min døende Hjerne.»
Disse sidste Ord blev en Propheti. Men
endnu mere prophetiske ere disse:
Nogle ville klage, naar jeg er død, som jeg
klager, naar denne søde Dag er gaaet, de samme
hvem mit fortabte og altfor tidlig ældede Hjerte
nu krænker med sine ubetimelige Klager; thi
jeg er En, hvem Menneskene ikke elske men
dog ville savne, ulig denne skjønne og
glædelige Dag, der, naar Solen gaaer ned over dens
pletfri Hæder, vil leve som en Glæde i
Erindringen endnu.
Selv i Prosa vil Udtrykkets uendelige Simpelhed
og Hjertelighed være bevaret. Han, over
hvis døende Hjerne grusomme Bølger saa snart
skulde slaae sammen, føler med den mildeste
Vemod sit Væsen opløse sig i Naturens velgjørende
Elementer, og sammenligner sin Udaanden med
den deilige sydlandske Sommerdags. Han elskede
Naturen ikke alene i dens ophidsede Tilstande
som Byron, men simpel af Hjerte, som han var,
elskede han dens ædle Simpelhed, dens hellige
Enfold.
Dog, dette Træk er ikke det mest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
