Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Radical Naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
stærkest i mig, Elskov, Had, Lidenskaber, Haab
og Fortvivlelse i et eneste Ord og dette Ord var
Lynet!» eller med det Sted, hvor han ved
Genfersøen under det rasende Uveir tilraaber Natten:
«O, lad mig nyde dit Uveirs Kamp, jeg, som er
en Del af Stormen og Dig!» og man har i et
prægnant Exempel Modsætningen mellem en alt
omfattende og en alt udfordrende Digteraands
Sværmen med Naturen. Shelley vil ikke som
Byron fravriste den dens Tordenkile. Han elsker
den ikke som sit Vaaben, men som sit Instrument,
sit Plekter, elsker den uskræmmet af dens
uhyre Proportioner, fortrolig med dens
kjærnpemæssige Storhed, følende sig i Verdensaltet som i
sit Hjem. Allerhelst tumler hans Phantasi med
Verdenskloderne, han tiltrækkes af deres
Skjønhed og Liv som andre af Forglemmigeiens og
Rosens.
Hvilken mægtig, verdensbeherskende Phantasi
er der ikke i det Digt, han nedskriver ved
Efterretningen om Napoleons Død:
Hvad ilive? og saa kjæk, o Jord, er du ei
altfor kjæk? Hvad springer du frem som i gamle
Dage i Glandsen af din Morgenglæde, du den
sidste af Flokken i Stjernefolden? Ere Lemmerne
ikke stille, naar Sjælen er flyet, og kan du
bevæge dig, nu Napoleon er død? Hvorledes? Er
ikke dit bankende Hjerte blevet koldt, er en
Gnist endnu ilive paa din Arne? Du varmede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
