Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XV. Radical Naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fadergodhed i en grel Belysning. Beatrice siger: «Du
store Gud, livis Billede paa Jorden en Fader er,
forlader du mig virkelig?» og da hun spørges:
«Er du ikke skyldig i din Faders Død?» lyder
Svaret: «Kræv heller den dømmende Gud til
Ansvar for, at han tillod en saadan Udaad, gjorde
den unævnelig og berøvede den al Tilflugt, al
Opreisning, alle Følger undtagen den, du har kaldt
min Faders Død.» Foran Pinebænken siger hun:
Jeg græder Taarer, der brænde som Galde,
ved i denne onde Verden, hvor Ingen er sand, at
see min egen Slægt opgive sig selv og ved at
betragte det elendige Liv jeg har levet, og dets
elendige Udgang nu og den ringe Retfærdighed,
der undes mig og mine af Himmel og Jord — og
hvilken Verden vi udgjøre, Undertrykkeren og den
Undertrykte.
Tydeligt nok har Foreningen af Energi og
Godhed især tiltrukket Shelley i Beatrices
Skikkelse. I Dødsøieblikket, da Rædsel griber hende
for at gjenfinde Faderen efter Døden, under
Jorden, i Himlen, udbryder hun endelig:
Hvad om alle Ting var min Faders Aand,
hans Øie, hans Stemme, hans Berøring, hvad om
han efter Døden skulde komme ... og vikle mig
ind i sine Helvedes Arme og fæste sine Øine paa
mig og drage mig ned, ned, ned. Thi var ei
han alene almægtig her paa Jorden og
allestedsnærværende, og boer ikke endnu hans Aand,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
