Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. Byron. Den individuelle Lidenskabelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hans Kræfter, han kastede Handskerne og ilede
ind paa sit Værelse. — Umiddelbart herefter
hensank han i en Paroxysme af Melancholi, under
hvilken han paany testamentarisk bestemte, at
Lord Byrons Krop skulde begraves ved Siden af
hans Hunds.
Neppe var Byron landet, før hans Ven Dallas
spurgte ham, om han ikke bragte nogle Vers
hjem med fra sin Reise. Den kritikløse Byron
viste ham da ikke uden Stolthed «Hints from
Horace», en ny Satire i Popes Stil, og da Vennen,
med Rette ikke synderligt opbygget ved
Gjennemlæsningen, spurgte, om han ikke havde Andet,
kom Byron frem med hvad han kaldte en «Del
mindre Digte og en stor Mængde Spenser-Stanzer,»
det var de to første Sange af Childe Harold.
Paa Vennens indstændige Bøn bleve disse
først givne i Trykken.
For os Nulevende smelter Indtrykket af disse
to Sange let sammen med Erindringen om de to
(sex til syv Aar senere) sidste, men man maa
strengt holde de to Indtryk ude fra hinanden,
hvis man vil stille sig Byrons Udviklingsgang
klart for Øie. Der er et ligesaa stort Spring fra
Cliilde Harold’s første Halvdel til den anden,
som fra den til Don Juan. — De Stanzer, Byron
viste Dallas, ere velklingende, følte og nu og da
pompøse; her klinger for første Gang Sang og
Musik fra de Læber, over hvilke rig Vellyd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
