Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XVI. Byron. Den individuelle Lidenskabelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hans egen Udtryksmaade — alle kjendte som
Duer fra samme Slag.»
Det var et Liv i Forfængelighedens Triumpher,
fuldt at tomme Nydelser; for Byron var
det idetmindste bedre end Ro; thi Ro er, som
han i Childe Harold siger, Helvede for stærke
Hjerter. Var hans Hjerte iøvrigt her nogensinde
med i Spillet? Jeg troer det ikke. Det
Kjærlighedsforhold, som i disse Aar optog Byron og
som fik en Betydning for hans senere Skjæbne,
har som opbevarede Breve vise, kun været ham
en Malstrøm i Malstrømmen og fristende som
saadan, men har ladet hans Hjerte ganske koldt.
Lady Caroline Lamb, en ung Dame af den høieste
Adel, gift med den senere som Lord Melbourne
bekjendte Statsmand havde længe næret et
brændende Ønske om at lære Childe Harolds Digter at
kjende. Hun var en vild, phantastisk, urolig
Natur, der ingen Art Tvang taalte og hurtigt
fulgte enhver Indskydelse, forsaavidt aandsbeslægtet
med den tre Aar yngre Digter; hun var slank
og smukt bygget med blond Haar og en blid
Stemme; hendes Manerer udøvede skjøndt de
syntes affekterte og excentriske en heftig
Tiltrækning; kort sagt hun hørte til den Art
«Bakchantinder, enthusiastiske Kvinder», som i Adam
Homo synge:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
