Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIX. Byron. Den revolutionære Aand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
siger, at der kunde holdes en smuk Forelæsning
over den, men den er nu holdt ofte nok, neppe
nogensteds med større Originalitet og Talent end
af Taine. Kun i et enkelt Punkt hæver Manfred
sig over Faust. For Kritikeren angiver Intet
én bedre Værdimaaler for et Værks forskjellige
Partier end den Omstændighed, hvad det er han
efter Aars Forløb har bevaret i sin Erindring af
et Digt, og jeg veed med Vished, at det Eneste,
jeg efter i et Aarti ikke at have læst Manfred,
fandt i min Erindring, var Scenen, hvor han, som
dog dømmer sig selv saa strengt, i sit Dødsøieblik,
efter at have afvist Abbeden og hans Trøst, med
fast Stolthed og dyb Foragt viser de onde Aander
bort, med hvem han Intet har tilfælles og som
han aldrig har givet ringeste Magt over sig.
Modsætningen til Faust, der sælger sig til
Mephistopheles og synker i Knæ for Jordaanden, er
her frappant. Den engelske Digter har havt et
Ideal af selvstændig Manddom for Øie, hvortil
den tydske ikke har hævet sig, og hans Helt er
ligesaa typisk Mand som Goethes Helt er
Mennesketypen. Ene i Døden som i Livet er han
uden Samkvem med Helvede som uden Forhold til
Himlen. Han er sin egen Anklager og sin egen
Dommer. Hele Byrons mandige Moral ligger heri.
Paa de ensomme Høider hinsides Snelinien, hvor
menneskelig Svaghed og Blødhed ikke mere trives,
der aander hans Sjæl først let, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
