Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIX. Byron. Den revolutionære Aand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Alpelandskabet danner sig naturnødvendigt til Ramme om
den med dets strenge Vildhed beslægtede Hovedperson.
Men i Manfred kommer kun den selviske Side
af Byrons Digtersjæl frem. Hans dybe,
almenmenneskelige Sympathi udtaltes for første Gang
helt i Manfreds dramatiske Modstykke, Kain. Kain
er Byrons Troesbekjendelse ɔ: Bekjendelsen af alle
hans Tvivlsmaal og al hans Kritik. Naar man
betænker, at han hverken som Shelley og
Tydsklands store Digtere ad Reflexionens Vei havde
tilkjæmpet sig en fri, human Verdensanskuelse, eller
som vore Dages Digtere havde en videnskabelig
Naturkundskab og en videnskabelig Kritik af de
bibelske Oldskrifter bag sig som Forudsætning for alle
Grublerier og Drømmerier over Fortidens og
Nutidens Livsbetragtning, saa maa man med
Beundring studse over den Energi og Alvor,
hvormed han her greb alle de største Livsproblemer.
Som privat Personlighed var Byron visselig
ligesaa ufærdig i sit Fritænkeri som han var
dilettantisk i sin Politik. Hans klare Forstand
oprørtes ved Tro paa det Absurde; men han var
som de fleste store Mænd i Aarhundredets
Begyndelse ɔ: før Religions- og Naturvidenskabens
Udvikling, paa een Gang skeptisk og overtroisk. Han
havde faaet Lede ved Religionen alt som Barn;
Moderen slæbte ham regelmæssigt i Kirke, og han
hævnede sig ved at stikke hende med Knappenaale,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
