Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIX. Byron. Den revolutionære Aand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
naar han kjedede sig for stærkt. Som Yngling
opirredes han ved den engelske Kirkes stive
Bogstavtro med dens 39 Artikler og skrev i sit
«Memorandum», at det var ligesaa unyttigt at
forbyde Fornuftundersøgelsen som at tilraabe en
Vaagen: Vaag ikke, men sov! Troen paa et evigt
Helvede var ogsaa altid Gjenstand for hans evige
Løier. Han skriver til Moore 1822: «Husker De
Frederik den Stores Svar paa Klagen fra den
Bondemenighed, hvis Præst havde præket mod
Helvedkvalernes Evighed. Det lød saaledes: «Hvis mine
troe og kjære Undersaatter i Schrausenhausen
foretrække at blive evigt fordømte, saa staaer det
dem frit for.» Og frygteligt var det for Byrons
Landsmænd i Don Juan at see «gammel Rhum og
sand Religiøsitet» anførte som de bedste
Beroligelsesmidler for ophidsede Gemytter. Han
afskyede vel Præsterne og udraaber hos Trelawny:
«Naar have Præsterne beskyttet Geniet? naar En
af deres sorte Bande vover at tænke, bliver han
trommet ud som Sterne eller Swift» og hos Moore
udbryder han: «De Skurke af Præster have gjort
Religionen mere Skade end alle de Vantroe». Men
med alle sine Vittigheder og alle sine Udfald var
han usikker. Han vovede ikke at give de Resultater,
hvortil Shelley’s Reflexion havde ført
ham, sit Minde, og han lod sin lille uægte Datter
opdrage i et Kloster, for at ikke Barnet skulde
paavirkes af Shelleys og hans Hustrus fritænkerske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
