Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIX. Byron. Den revolutionære Aand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hjælp lige saa vel som hans Vantro. Med fuld
poetisk Naivetet gaaer han ind paa den
gammeltestamentariske Legende, som den foreligger. Han
behandler Sagnfigurerne ikke som Symboler, men
som Realiteter, og han er ærlig, idet han gaaer
saaledes tilværks. Det falder ham let; thi hans
Skepsis bevæger sig ogsaa indenfor hans Digtning
bestandig paa Traditionens Grund og har den til
Forudsætning. Tilmed var han gammeltestamentarisk
i sin Aandsretning og sit Sjæleliv. I hans
Indre dirrede Klageraab som Jobs, da han fik
Trøst og Tilrettevisning af sine Venner, i hans
Hjerte lød dumpt ved Dag og Nat et Hævnraab
som Davids. De «hebræiske Melodier» ere
Vidnesbyrd om, hvor naturligt det jødiske Klædebon
passede for hans Følelses Former.
Idet Byron nu altsaa med fuld Troskyldighed
gaaer ind paa Traditionen og foreløbigt
krumbøier sin Fornuft under dens Aag, see vi i hans
Digt den menneskelige Fornuft vride sig under
dette Aag, reise sig imod det, martres af Braadden
og stampe mod Braadden. Og hvad der gjør
dette Skuespil end mere tiltrækkende er, at hin
menneskelige Fornuft er ung og nyfødt. Paa den
sande Digter virker Solens Opgang saa stærkt,
som saae han den gaae op paa Skabelsens første
Dag; hos Byron havde alle Tvivl og Spørgsmaal
en saadan Friskhed, at de kunde lægges den første
Spørger og Tvivler i Munden. Til at forme disse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
