Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIX. Byron. Den revolutionære Aand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hvorfor fristedes han til at forsee sig? Af hvad
Grund plantedes Træet, om ikke for hans Skyld?
Hvorfor sattes det som det skjønneste midt
i Haven i hans Nærhed, hvorfor friste
Uskyldigheden ved at pirre dens Nysgjerrighed?
Var det godt, fordi Gud vilde det? Er det et
Svar? — Kan den Gode skabe det Onde og hvad
Andet har han skabt? Og hvis det Onde fører
til det Gode, hvorfor da ikke strax gjøre det
Gode. I tusindfold Elendighed har han nu
mangfoldiggjort sig selv og endda er han salig.
Hvorledes kan man være lykkelig, naar man er det
alene, salig, naar man er den eneste, der er det?
Og ene er han, den ufattelige, utilintetgjørlige
Tyran. — Vi ere Intet overfor ham. Vel! Da
vil jeg idetmindste ikke hykle Tilfredshed med
mit Intet og ikke synes fornøiet med min Kval.
Krig af Alle mod Alle og mod alle Ting og Død
for Alle og Sygdom for de Fleste og Tortur og
Bitterhed, det er Frugterne af det forbudne Træ.
Er Menneskets Lod saa ikke elendigt? Eet Gode
gav Skjæbneæblet kun: Fornuft. Men hvo kan
være stolt af en Fornuft, der er lænket til en
legemligt trællende Masse og til elendige Behov
i et Væsen, hvis høieste Lyst er en sød
Selvfornedrelse, et enerverende og smudsigt Blændværk.
Ikke Paradiset men Døden tik vi i Arv paa denne
usle lille Jord, Sædet for Skabninger, hvis høieste
Lykke skulde have bestaaet i at leve blinde i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
