Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XX. Byron. Komisk og tragisk Realisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Du ønsker det». Man behøver ikke at sammenligne
Udtrykkene her med Afskedsbrevet til Lady
Lamb for at føle, at dette er en sand og inderlig
Elskovs Sprog. — Da i September Greven blev
kaldt til Ravenna i Forretninger, tillod han sin
unge Hustru og Byron frit at nyde hinandens
Selskab i Bologna og senere at reise sammen til
Venedig, hvor de boede under eet Tag, idet
Grevinden tog Ophold i Byrons Landsted, La Mira.
Hun skriver efter Byrons Død i et Brev til Moore
om hine Dage: «Men jeg kan ikke dvæle ved disse
Erindringer om Lykke — Contrasten mod det
Nærværende er altfor frygtelig. Hvis en salig Aand
fra den fulde Nydelse af himmelsk Lyksalighed
blev sendt ned til Jorden for at lide al dens
Elendighed, kunde Lidelsen ikke være større end den,
jeg har følt fra det Øieblik af, da hint skrækkelige
Ord naaede mit Øre og jeg for stedse mistede
Haabet om at gjensee ham, fra hvem eet Blik
var mig mere end al Jordens Lykke.»
Den unge Kvinde, hvem Verden skylder at
Byron ikke gik tilgrunde i uværdige Adspredelser,
havde fra det Øieblik af da hun tog Ophold paa
hans Landsted compromitteret sig for stedse i sine
Landsmænds Øine. Datidens italienske Moralcodex
— fortræffeligt fremstilt i Stendhals italienske
Fortællinger — tillod den unge Kone at have en
Amico, ja betragtede endog denne som hendes
egentlige Husbond, men kun paa det Vilkaar, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
