Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XX. Byron. Komisk og tragisk Realisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ikke Ro, før han selv var bleven en Vikingekonge
som hine Normanner, fra hvem han stammede ned.
Og ere end alle disse Desperado’er (Renegaten
Alp, der fører Tyrkerne mod sine egne Landsmænd,
ikke mindre end Lara, der ligger i Krig
med sine egne Standsfæller) subjectivt idealistiske
Phantomer, eet reelt Grundtræk er der dog i alle
disse Skikkelser, det, der bliver det herskende i
alle dem, som slutte sig til dem: det Tragiskes
Realisme. Humoren i Beppo er den Form,
under hvilken Realismen overvælder det
Theatralske og Maniererte i hans Idealisme. Følelsen
for den menneskelige Lidelse, der i Byrons
pathetiske Poesi efterhaanden opsluger Interessen for
alt Andet, er den Form, i hvilken Følelsen af
Livets Virkelighed gjennembryder og tilintetgjør
det Romantiske hos ham. Den var efter Bruddet
med England bleven mere skjærende og sand end
nogensinde før. «Fangen i Chillon» havde skildret
de Kvaler, den ædle Bonnivard led, sex Aar i
Træk bundet til en underjordisk Pille med en
Lænke saa kort, at han ikke kunde lægge sig
ned paa Jorden, medens han saae sine Brødre,
der paa samme Maade vare lænkede til de
nærmeste Piller, døe uden at kunne række dem en
hjælpende Haand. Nu fulgte i samme Spor Mazeppa:
Ynglingen bunden paa Ryggen af den vilde
Hest, der med dryppende Manke og rygende Flanke
farer gjennem Skove og over Stepper, medens han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
