Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XX. Byron. Komisk og tragisk Realisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ganske ung, som elskende, som digtende og stiller
ham ved Hoffet i Ferrara i skjønne Kvinders
Kreds, hvor han lykkelig-ulykkelig beundres og
saares. Byron tager Tasso ene, knust, udespærret
fra Verden, indespærret i Vanvidscellen uden at
være vanvittig, et Bytte for sin fordums
Velgjørers Barbari: «Jeg elskede Ensomhed, dog
anede jeg aldrig, at ak hvor mange Aar for mig
vilde rinde hen fjernt fra alt andet Liv end de
Gales og deres Bødlers. Var jeg som de, saa var
min Aand for længe siden begraven og raadnet
som deres. Men hvo saae nogensinde, at jeg foer
op eller skreg! Vi lide maaskee mere i en saadan
Celle end en Skibbruden paa det øde Hav. Han
har endnu Verden for sig — min Verden er neppe
saa stor, som Rummet engang vil være for min
Kiste. Bukker han under, saa kan han dog see
iveiret, hans døende Øie kan endnu anklage
Himlen — jeg vil ikke slaae mit Øie op i Vrede, om
end et Fængsel omskygger det med sin Gru».
Goethe havde af Hoffet i Ferrara, et Hof, som Lucretia
Borgia besøger, et Hof, hvor al Renaissancetidens
vilde Lidenskab og vilde Grusomhed trives,
gjort et smaatydsk Weimar, paa alle Punkter
styret af det 18de Aarhundredes mest fintfølende
Humanitet, Byrons Blik tiltrækkes magnetisk af
Ferrara-Hertugens oprørende Barbari, han forstaaer
hin inhumane Periodes Grumhed, og hans Digt
forvandler sig til en Anklage mod fyrstelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
