Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XX. Byron. Komisk og tragisk Realisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Uretfærdighed og Magthavertyranni. — En endnu
heftigere anklagende, men altfor overspændt
Charakter antog Skildringen af tragiske Lidelser endelig
i Dramaet «Foscari’erne», hvor Faderen nødes til
at dømme sin Søn, hvem han elsker, til alle
Torturens Kvaler og hvor Sønnen, Dramaets Helt,
kun forlader Pinebænken, hvorpaa han fra Stykkets
første til dets sidste Scene er udspændt, for
at døe af Græmmelse og Sorg over Exilet. Denne
Tragoedie er som Byrons øvrige skrevet paa Trods
aldeles efter de aristoteliske Regler og strengt i
den franske Tragoedies Maneer; han er saa overbevist
om, at denne Vei er den ene rette, at han
endog fordrister sig til det komiske Paradox, at
England til da intet Drama besad. Man har
undret sig en hel Del over, at Byron, der saa
fuldt som alle denne Epoches andre engelske
Digtere var udpræget Naturalist, det vil sige foretrak
Skoven for Haven, Naturmennesket for Salonmennesket
og Lidenskabens oprindelige Udtryk for dens
tillærte Sprog, kunde sværme saa stærkt for Pope
og for den lille Gruppe af Digtere, der som Samuel
Rogers, Crabbe og Campbell endnu bevarede de
klassiske Traditioner, at han drev Sværmeriet til
Efterligning af Fortidens dramatiske Stil. Byrons
Modsigelseslyst var den første Aarsag: At Søskolen,
som han foragtede, altid i overdrevne Udtryk, rev
ned paa Pope var i og for sig Grund nok for
ham til at hæve Pope til Skyerne, kalde ham den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
