Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI. Byron. Naturalismens Culmination
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og man vrister det fra Juan for at skjære det i
Firkanter og numerere det. Det er en af dets
numererede Firkanter, som bringer Pedrillo Døden.
Gives der da virkelig paa Firmamentet en Klode,
hvor Elskovens Sværmeri og de kannibalske
Instincter findes Side om Side, ja mødes paa samme
Kvadrattomme Papir? Byron svarer, at han
kjender en: det er Jorden.
Umiddelbart herefter føres vi til Haidee.
Hvad ere alle Byrons tidligere græske Piger mod
denne! Umodne og usikre Forsøg. Aldrig var i
moderne Poesi et vildt Naturbarns Elskov bleven
skjønnere skildret. Goethes ypperste unge
Kvinder Gretchen og Clärchen ere smaa Borgerpiger,
og deres Holdning har med al sin Adel det
smaaborgerlige Præg; man føler, at deres Digter var
en Frankfurter-Borgersøn, for hvem Naturen
aabenbarede sig i den lavere Borgerstand ligesom
Dannelsen i det smaatydske Hofliv. I Byrons skjønneste
Kvindeskikkelser er intet Borgerligt; ingen borgerlig
Sæd og Skik har tillempet den frie Naturlighed i
dem. Man føler, naar man læser om Juan og Haidee,
at Byron stammer ned fra Rousseau; men hvor
føler man ikke ogsaa, at hans høie og uafhængige
sociale Stilling i Forening med hans store
Skjæbner havde givet ham et ganske andet frigjort Blik
paa Menneskenaturen end Rousseau besad.
«Og saaledes gik de Haand i Haand over de
blanke Stene og Muslingskaller og gled paa det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
