Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI. Byron. Naturalismens Culmination
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
faste glatte Sand; og i de vilde, hule Klippeskjul,
der see ud som udspændte af Stormen, hvilte de
sødt Arm i Arm, blidt betvungne af Aftenens
Purpurtrylleri. — De saae op mod Himlen, hvis
flydende Flammer fløde hen som et rosenfarvet
Ocean, de saae, hvorledes Bølgerne hvilte i deres
Glands og hvorledes Maanen dukkede frem paa
Himlens Flade, de hørte den milde Vind og de
trætte Søer, og naar de da saae hinanden ind i
Øiet, fløi deres Læber som to Flammer sammen i
et Kys — et langt, langt Kys, et Henrykkelsens
Kys, et Elskovens og Skjønhedens Kys, der i een
Gløden samler alle Soles Straalers Kraft.... Hvo
tænkte paa Ed og Skrupler, ikke Haidee; om
Forlovelser og Ægtepagter havde Ingen nogensinde
fortalt hende Noget.»
Hvilken Læser føler ikke her med Berusning,
især naar han kommer fra den franske
Reactionslitteraturs grændseløse og modbydelige
Hykleri med det Erotiske, den friske Strøm af
ungdommelig Lidenskabs Varme, Digterens ildfulde
Begeistring for den naturlige Skjønheds Adel og
hans dybe, uudgrundelige Spot over Pænemandsmoralens
Philisterier! Gives der da en Verden —
en regelmæssig Verden, i hvilken 2 og 2 er 4,
en dyrisk Verden, hvor alle de laveste og mest
afskyvækkende Instincter hvert Øieblik kunne bryde
frem — i hvilken der tillige glimtvis, minutvis,
dagvis, maanedsvis, i evige Øieblikke og Aar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
