Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI. Byron. Naturalismens Culmination
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forekomme saadanne Skjønhedsaabenbaringer i
Menneskelivet? Ja, svarer Byron, der gives en, og
det er den, som ligger aaben for os Alle. Og nu
hurtigt herfra til Slavemarkedet, til Serailet, til
Slaget, til systematisk Myrderi og Voldtægt og
Spidden af spæde Børn paa Bajonetten!
Saa store Modsætninger indbefatter dette Digt.
Men det er ikke en sandselig, satirisk-humoristisk
Epopee som Ariosts, det er et lidenskabeligt
politisk Tendensdigt, fuldt af Harme, Haan, Trusler
og Opraab, med lange, gjentagne, gjaldende Stød
i Revolutionens Krigslur. [1] Byron skildrer ikke
blot Rædslerne, han commenterer dem. Da han
efter Ismails Indtagelse har citeret Slagteren
Suwarows Seirsrapport til Catharina, siger han:
«Han skrev denne Vise, Text, Melodi og
Accompagnement af Rallen, Hyl og Skrig; den lader
sig ikke synge, dog skal den aldrig glemmes; thi
jeg vil præke, til Stenene reise sig imod Jordens
Tyranner. Lad det aldrig kunne siges, at vi
endnu krybe for Troner, men lærer af vor
Skildring, o I vore Børnebørn, som komme efter os,
hvordan Tiden var, før Verden blev fri!»
Sammenligner man paa dette Punkt Don Juan med Faust,
det forrige Aarhundredes største Digt, da føler
man, at det brede historiske Pust i Don Juan
But by and by I’ll prattle
Like Roland’s horn in Roncesvalles battle.
Don Juan X 87.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
