Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI. Byron. Naturalismens Culmination
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fuldt vel har den Kraft som den philosophiske
Aand, der besjæler Faust. Og sammenstiller man
det i sin Phantasi et Øieblik med dets russiske
Affødning Puschkin’s Eugen Onägin og dets danske
Affødning, Paludan-Müllers Adam Homo, da føler
man i det engelske Digt Naturens og Historiens
Havbrise des stærkere i Modsætning til Verdenstonen
og den politiske Uformuenhed i den russiske
Digtning og til det snevert moralske Synspunkt i
den talentfulde danske Epopee. I Don Juan findes
Natur og Historie som i Faust Natur og Metaphysik;
her er Menneskelivet udfoldet i sin Brede,
som i Faust sammentrængt i en Personification,
og det hele Værk er Foster af en Indignation,
der for alle Tidens Stores Øine her skrev sit:
Mene, Tekel, Upharsin.
Først i dette Værk var Byron helt sig selv.
Grundigt erfaren kjendte han nu Verdensløbet godt
nok til at have aflagt al umoden Idealisme. Han
vidste nu, hvad Gjennemsnitsmennesket bestod af
og lod sig lede af i sit Liv. Misanthropisk har
man kaldt ham i Anledning af hans skjærende
Spot derover; jeg seer ikke rettere, end at han
har givet det rette Svar herpaa, naar han siger
(IX 21): «Hvorfor kalde de mig Misanthrop?
fordi de hade mig, ikke jeg dem.» Vist er han
cynisk nu og da, men det er hvor Naturen selv
er cynisk. Har han vel Uret, naar han siger
(V 48): «Nogle tale om en Appel til Lidenskaben,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
