Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI. Byron. Naturalismens Culmination
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af lutter Raadenskab saa lette som Kork.» Det
hele lille Mesterværk, af hvilket i vor Litteratur
Paludan-Müller har taget Motivet til sidste Sang
af Adam Homo, følger Punkt for Punkt Southey’s
Digt, som det parodierer. Men Vanskeligheden
var at faae det trykt. Murray vilde ikke tage
det, heller ikke nogen anden Londonsk Forlægger.
Og under disse Forlegenheder var det, at Byron
gjorde sit uklogeste litterære Skridt, det der
skadede ham mest i det engelske Publicums Øine.
En talentfuld men ikke fremragende Skribent, den
radicale Digter Leigh Hunt, hvem Byron for at
at gjøre en oppositionel Demonstration i sin
Ungdom sammen med Moore havde besøgt, da han
var bleven sat i toaarigt Fængsel for Fornærmelser
mod Prindsregenten og som nu var lieret med
Shelley, fik Lyst til at grunde et radicalt
Tidsskrift i Forening med Shelley og Byron. Shelley
selv holdt sig af Beskedenhed tilbage, men saa
snart han havde stillet Hunt det i Udsigt,
at han mulig kunde faae Byron til Medarbeider,
forlod Hunt med Kone og Børn England, opgav
Alt, hvad han havde for og hvoraf han levede og
kom nu pengeløs og hjælpeløs til Italien, hvor
Byron ædelmodigt gav ham og hans Familie
Husrum under sit Tag. Imidlertid viste det sig
snart, at personlig Sympathi var umulig mellem disse
to Mænd af saa forskjellig Art og Værdi; Byron
følte sig saaret ved Hunts Familiaritet, Hunt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
