Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI. Byron. Naturalismens Culmination
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Jord», det skjønne Verdensundergangsdigt, som i
vor Litteratur har fremkaldt Paludan-Müllers
«Ahasverus». Dog Tidsskriftet, som først skulde hedde
«The Carbonari», men som man af Politik gav
det matte Navn «The Liberal» vakte en saadan
Forfærdelse og Uvillie, at det fristede et
kummerligt Liv og gik ind allerede efter fjerde Hefte.
Saaledes var Byron omtrent udespærret af Litteraturen,
og Veien til Handling og virkelig Kamp
for sine Ideer den eneste, der factisk endnu stod
ham aaben.
Men først fik hans revolutionære Pathos Luft
i «Don Juan» og «Bronzealderen». Shelley
tiltroede Byron den Ærgjerrighed og den Evne «at
blive sit undertrykte Fædrelands Frelser». Med
Urette; thi for den engelske Oppositions seige og
langsomme Frihedskamp passede han ikke. Det
var heller ikke blot Englands politiske Nød, der
sysselsatte og greb ham, men i sin Uvillie over
al Undertrykkelse og sit Had til alt Hykleri
opkastede han sig til Talsmand for den lidende
Verden. Hans Blod kogte, naar han tænkte paa
Slaveriet i Amerika, paa Mishandlingen af den
fattige Befolkning i Irland, paa de italienske
Patrioters Martyrium. Hans Sympathier havde altid
tilhørt den franske Revolution. Han havde først
beundret Napoleon; men da han saae, hvorledes
Tidens Helt sank til at blive en Konge, atter
udslettede «de opvaagnede Menneskerettigheder og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
