Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI. Byron. Naturalismens Culmination
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ustraffet løslod sin revolutionære Vredes frygtelige
Udbrud.
Han havde selv defineret Poesi som Lidenskab [1].
Hans egen blev lutter beaandet Lidenskab
nu. Hør hvilken Torden der nu rullede hen over
Europa: «Den Tid vil komme, da Alt hvad vi have
oplevet, vil synes Fabel, og naar man da hører
Historikerne tale om Troner og om dem, som sad
derpaa, vil det være som vi nu stirre paa
Mammuthdyrsknogler, undrende os over, hvilken Oldtid
der vel var Vidne til Sligt. — Sæt, Georg den 4de
blev udgravet! Et Fremtidsmenneske vilde slet ikke
forstaae, hvad vi gave saadant et Dyr at æde. —
Dog lige meget! Gud skjærme Kongen og Kongerne!
for hvis han ikke vil, saa tvivler jeg paa,
at Menneskene ville det mere. Jeg synes at høre
en lille Fugl synge, at Folket lidt efter lidt
vil blive den stærkeste. Den trægeste Hest bliver
vild, naar den stedse maa trælle, naar den føler
Seletøiet skjære sig altfor dybt ind i dens
saarede Kjød. Og selv den stakkels Pøbel bliver
engang kjed af at følge Jobs Exempel. Først
knurrer den blot, saa bander den ogsaa, og saa —
som David greb Slyngen mod Kjæmpen, griber
den de Vaaben, Fortvivlelsen rækker — og saa
bliver der Krig. Det gjør mig ondt, jeg har
aldrig prist den: men det har jeg nu indseet, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
