Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI. Byron. Naturalismens Culmination
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Revolution alene kan rense Jorden fra Helvedes
Besmittelse. — Krig sværger jeg da Enhver
(idetmindste i Ord, maaskee engang i Daad) som
bekriger Tanken, og af alle Tankens Fjender ere og
vare Tyranner og Sykophanter altid de værste.
Jeg veed ikke, hvo der vil seire; men om
jeg kunde vide det, vilde jeg dog ikke vakle; det
skulde intet Baand kunne lægge paa min ærlige,
svorne, ligefremme Afsky for ethvert Despoti i
ethvert af Jordens Folk.» (VIII, 137 IX, 39 VIII,
50, 51 IX, 24).
Han havde spaaet Revolutionen; han havde
med Smerte seet Carbonari’ernes Planer strande.
Endelig var den udbrudt, denne Revolution; «fra
Andernes Toppe til Athos’ Klippespids» vaiede
samme Banner. Han var udstødt af Litteraturen
i England. Han blev drevet fra By til By i
Italien. Han havde længe sagt, at en Mand burde
gjøre mere for Menneskeheden end skrive Vers.
Mangen en Gang havde han talt med en Ringeagt
som Shakespeare’s Hotspur om Kunsten som
om Flitter. Nu trængte Alt sig sammen for at
drive ham til Handling. Hensynet til Grevinde
Guiccioli var det eneste, som endnu holdt ham
tilbage. Han tænkte paa at deltage i Creolernes
Frihedskrig, han forhørte sig ivrigt om Tilstandene
i Sydamerika og allerede hans Ode til Venedig
havde jo sluttet med Ordene: «Bedre, langt
bedre end at forsumpe her var det at døe ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
