Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXI. Byron. Naturalismens Culmination
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Digteren lagde Veien over Grækenland og dvælede længe
ved Frihedskrigens Helte. Delavigne besang Byron
i et ypperligt Digt, Lamartine føiede en sidste Sang
til Childe Harold, Alfred de Musset prøvede paa
at løfte den store Digters Arv, og selv Lamennais
talte snart et Tungemaal, hvori mangt et Ord og
mangen en Vending mindede om Sproget i Byrons
Invectiver. Tydskland var endnu politisk for langt
tilbage til at have Landsforviste og Udvandrede
blandt sine Digteraander; men med stille philologisk
Begeistring havde dets Lærde seet det antike
Hellas’ Gjenopstandelse i Grækenlands Reisning,
Digtere som Wilhelm Müller og Alfred Meissner skrev
skjønne Digte til Byrons Ære og indenfor Landets
Grændser gaves der her i Litteraturen Aander, der
med Grund følte sig som exilerede og banlyste, og
i hvem Byrons Poesi slog des mægtigere ned:
Forfatterne af jødisk Herkomst særlig Börne og Heine,
og Heine’s bedste Poesi, fremfor Alt «Deutschland,
ein Wintermährchen» fortsætter Byrons Værk.
Romantismen i Frankrig og Liberalismen i Tydskland
nedstamme begge i lige Linie fra Naturalismen i
Byrons Poesi.
Naturalismen i det engelske Aandsliv begynder
hos Wordsworth som landlig Kjærlighed til den
ydre Natur, som Opsparen af Naturindtryk og
som Pietet mod Dyret, Barnet, Bonden og de
Enfoldige af Hjertet. Den forvilder sig hos ham
forbigaaende ind i en cul-de-sac af plat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
