Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Slægten fra 1830
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Digtekunsten. Man søgte og attraaede i alle Kunster
Farve, Lidenskab og Stil, Farven saa stærkt, at
Tidsalderens genialeste Maler, Delacroix, forsømte
Tegningen for den, Lidenskaben saa heftigt, at
Lyrik og Drama stode Fare for at fortabe sig i
det Krampagtige, Stilen med saa absolut en
Kunstbegeistring, at hos Enkelte af de Unge som de to
Modpoler Mérimée og Gautier den poetiske Humanitet
gik op i bare Stil.
Man søgte og fordrede det Primitive, det
Ubevidste, det Folkelige. Vi have været Rhetorer!
udraabte man; vi have aldrig forstaaet det
Oprindelige og det Ulogiske, aldrig Barbaren, aldrig Folket,
aldrig Barnet, aldrig Kvinden, aldrig Digteren!
Tidligere havde i Poesien Folket kun dannet
Baggrunden. I Victor Hugo’s Dramer betraadte
den dybtfølende Plebeier, Hævneren og
Gjengjælderen, Scenen som Helt. Tidligere havde
Barbaren talt som en Franskmand fra det 18de
Aarhundrede (Montesquieu, Voltaire). Mérimée
fremstillede i «Colomba» og «Carmen» barbariske
Følelser i deres naive Vildhed og Friskhed. Hos
Racine havde Barnet (i «Athalie») talt som en
Voxen i Miniature; Nodier lagde med barnligt
Hjerte Børnene uskyldige Ord i Munden. Tidligere
havde i fransk Poesi Kvinden hyppigst været
bevidst og ræsonnerende som en Mand. Saaledes
hos Corneille, Molière og Voltaire. Corneille
havde hyldet Dyden, Crébillon fils Letfærdigheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
