Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Romantismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hvis man ved Romantik, som man plejer, forstaaer
et Overskud af Indholdet over Formen, et af
forstandige Former ubehersket Indhold som hos Jean
Paul og Tieck, ja som hos Shakspeare og Goethe,
som i «Sommernatsdrømmen» og anden Del af
«Faust», saa ere alle de franske Romantikere
Klassikere. Mérimée er en Klassiker, Gautier en
Klassiker, George Sand en Klassiker, ja selv
Victor Hugo er klassisk. Hugo’s romantiske
Drama var abstraherende, regelmæssigt ordnet,
overskueligt, rethorisk som en Tragedie af Corneille.
Og idet jeg nævner dette Navn, gjør min
Tanke uvilkaarligt og nødvendigt Overgangen fra
Tidsalderens til Racens Fællescharakter. I Hugo,
som synes at bekjæmpe Corneille, lever Corneille
op igjen.
Igjennem den franske Folkecharakter gaaer
der mange Aarer: en Tvivlens, Skjæmtens, Spottens
Aare, Linien Montaigne — La Fontaine — Moliére —
Mathurin Régnier — Pierre Bayle o. s. v., en
fuldblodig-gallisk: Rabelais — Diderot — Balzac, og blandt
andre ogsaa en Heltemodets og Begeistringens Aare,
den, som strømmede saa rigt hos Corneille og
som bryder frem paa Ny hos Hugo. Man sammenligne
Hugo’s hele pathetiske Holdning med
andre Digteres, og man vil neppe i Verdenslitteraturen
finde Nogen, om hvem hans Grandezza minder
mere end om den gamle Corneille. Der er noget
Spansk i begges franske Rhetorik, og de modtoge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
