Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. George Sand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
jeg har aldrig, end ikke i Tankerne, tilhørt mere
end En i en vis given Tid, saalænge min Lidenskab
har varet. Naar jeg ikke elskede ham mere,
bedrog jeg ham ikke, jeg brød med ham. Jeg
havde ganske vist lovet ham evig Kjærlighed, men
i god Tro; hver Gang jeg har elsket, har det
været saa helt og fuldt, at jeg har troet, det var
første og sidste Gang i mit Liv. De kan ligefuldt
ikke kalde mig en ærbar Kvinde, men jeg
har selv den trygge Følelse af at være det ...
Jeg overgiver mit Liv til Verdens Dom, uden at
oprøres imod den, uden at finde at den har Uret
i sine almindelige Regler, men uden nogen
Indrømmelse af, at den har Ret overfor mig.» [1]
«Lucretia Floriani» synes at udgjøre den
skarpeste Contrast til den lille Gruppe af fine og
simple Bondefortællinger, som følger meget nær
efter denne Roman og som føre os helt op til
Aaret 1848. I Virkeligheden er Afstanden til
«La mare au diable», «François le champi»,
«La petite Fadette» mindre stor end den synes.
Hvad der drog George Sand til Berry’s Bønder,
til hendes Hjemstavns landlige Idyller, det var
det samme Rousseau’ske Natursværmeri, som havde
givet hendes Protester mod Samfundsordenen Vægt
og Sving. Hendes Secretair, Tydskeren Müller-Strübing,
en af de Mange, overfor hvem hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
