Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
som afgiver Maalestokken, indtil endelig et
Drømmesyns Sværmeri bryder ud af den simple Dialog.
Var nu end Gjenstanden for denne Dyrkelse
den ikke værd, saa er selve Følelsen ikke derfor
mindre skjøn, og den er ganske af samme Art,
hvor Heine i Beisebilder skildrer, hvorledes han
som Barn saa Napoleon ridende gjennem den
hertugelige Have i Diisseldorf. Kapitlet begynder:
«Men hvorledes blev jeg ikke tilmode, da jeg saa
liam selv, saa ham med højtbenaadede egne Øjne,
ham selv, Hosiannali! Kejseren.» Man mærke
dette Hosiannali! I Ekstasens Øjeblik kommer
Barndomserindringen, det gammeltestamentlige
Hilog Jubelraab paa hans Læber. Og hvad tænkte
dengang Barnet paa? Paa at det under en Bøde
af fem Thaler var forbudt at ride igjennem Alléen.
Og se! Kejseren med sit Følge red midt igjennem
Alléen — de gysende Træer bøjede sig frem, hvor
han kom forbi . . .
Heine gjælder som politisk Digter for
revolutionær, og han var det. Men hans politiske
Lidenskab er udelukkende rettet mod middelalderlige
Tilstande og middelalderlig Tro. Han er for Alvor
antiklerikal, men ikke for Alvor demokratisk
begejstret. Hans største politiske Digt Tyskland, et
Vinteræventyr giver det fyldigste Vidnesbyrd derom.
Virkelig Lidenskab findes her kun hvor Digterens
usynlige Ledsager, Liktoren med den frygtelige
Øxe i Kölner Dom sønderslaar Skeletterne af de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
