Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XI. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vi fødte Trælle ingen Anelse have ...» og imod
Slutningen disse Ord: «Jeg véd ikke, om jeg for-
tjener, at man lægger en Laurbærkrans paa min
Kiste. Hvor meget jeg end har holdt af Poesien,
den var mig dog kun et helligt Legetøj, et
indviet Middel til himmelske Formaal . . . men et
Sværd skal I lægge paa min Kiste, for jeg var en
tapper Soldat i Menneskehedens Befrielseskrig.»
Overalt i tysk Litteraturhistorie, Historie,
Æsthetik og Kritik, ikke blot hos Menzel, men
hos Goedeke, hos Treitschke, hos Heines Abe og
Fordømmer Grisebach, hos den ellers saa
fint-dømmende Helm vil man finde denne Heines
politiske Kamp omtalt med dybeste Foragt. Selv
Scherer er kold og afvisende. Ja, da den italienske
Digter Carducci for nogle Aar siden i en Ode
forherligede Heine som Frihedshelt, nedlagde endog
Karl Hillebrand, Tysklands bedste Kritiker og
Heines tidligere Sekretær, der altid havde talt
med Pietet og Beundring om den store Afdøde, en
Art Protest: Heine selv havde aldrig taget dette
saa højtideligt.
Sagen er først og fremmest, at Heine
manglede «de pathetiske Gebærder», var for stolt til
at anvende dem. Det forvirrer Tyskerne. Men
man gjør ham blodig Uret. Dette var og blev
den store Pathos i hans Sjæl. Helt har han følt
det Digt, som afslutter et Kapitel af Romancero:
Enfant perdu, skrevet i hans senere Leveaar. Han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
