Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Kamme af Naturliv og Naturstemninger. I
«Drømmebillederne» herskede bestandig Nat. Her
raader Majmaaneds Løvspring og Fuglesang og
Stjernelys.
At nu den oprindelige Ømhed, som den
Elskede skal have næret for den Talende, kun er
tildigtet, ikke stemmende med de virkelige
Forhold, det røber Heine ufrivilligt, naar han udmaler
ømme Scener imellem dem. Thi da er Elskeren
aldrig besiddende men selv i Omfavnelsens Øjeblik
kun længselsfuld:
Lehn deine Wang’ an raeine Wang’,
Dann fliessen die Thränen zusammen!
Und an mein Herz driick fest dein Herz,
Dann schlagen zusammen die Flammen!
Und wenn in die grosse Flamme fliesst
Der Strom von unseren Thränen,
Und wenn dich mein Arm gewaltig umschliesst —
Sterb’ icli vor Liebessehnen.
Denne begunstigede Elsker, der naar Flammerne
mødes døer af Længsel, forraader sig som en i
Virkeligheden meget utilfredsstillet Elsker.
Af de rent erotiske Digte er derfor de
for-trinligst, der udtrykke Elskovslængsel, og de, som
udtrykke et Kjærlighedsforholds vemodige
Opløsning. Blandt de ømme og længselsfulde Digte
straaler især det yndefulde, østerlandske Digt
«Auf Fliigeln des Gesanges, Herzliebchen, trag ich
dich fort», besnærende ved det skildrede Indiens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
