Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
exotiske Karakter og ved Stemningens fine
Inderlighed. Heine længtes til Indien som Goethe til
Italien, hørte aandeligt hjemme ved Ganges’
Bredder som Goethe ved Tiberens. Rimeligvis har
Bopp ved sine Forelæsninger først vakt hans Sans
for dette østlige Drømraeland, men forøvrigt bruger
han for at føre det frem den romantiske
Æventyr-stil, som han tog i Arv, og som han tildannede
efter sin Individualitet til Brug for Maleriet af
det Fjerne og Lokkende.
Simpelt skjøn er en Strofe som denne:
Es hiipfen herbei und lauschen
Die frommen, klugen Gazell’n
Und in der Ferne rauschen
Des heiligen Stromes Well’n.
Tager man derimod Strofer som denne:
Dort liegt ein rothbluhender Garten
Im stillen Mondenschein,
Die Lotosblume^ erwarten
Ihr trautes Schwesterlein,
da indeholder den, saa smuk den end er og saa
kjælent den klinger, allerede noget af den Unatur,
der ikke sjældent møder Læseren i Heines
Natur-malerier. Koloriten er stærk, men ikke set;
Lokalfarverne gjøre sig gj ælden de paa den hele
Tones Bekostning. Rødtblomstrende er neppe det
første Ord, det falder naturligt at male en Have
med, naar den ses i Maaneskin. Omtrent med
samme Effekt paa den naturlige Virknings Bekost-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
