Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
de sidde paa Hug om Ilden og bage sig Hisk og
kvække og skrige.
Saa er der lystige Digte om løse Pigebørn
som hende, lian søger i hele Byen og finder i et
Pragthotel, eller hende, i hvis Hjerte blaa Husarer
laa i Indkvartering.
Endelig er der enkelte epigrammatiske Vers,
som alle Mennesker nu kunne udenad, men som
have sat ondt Blod imod Heine og som have
forarget. Saaledes især det berømte:
Selten habt ihr mick verstanden,
Selten auch verstand ich euch,
Nur wenn wir im Koth uns fanden,
So verstanden wir uns gleich.
Det er ubegribeligt, at man nogensinde har
kunnet betragte denne Strofe som en Tilstaaelse
af smudsige Instinkter. Den snærter jo kun dem,
der søge lige ned til ethvert anstødeligt eller
slibrigt Sted i en Bog som Soen søger til Pølen, og
slaa sig ned deri. At Heine ikke her tænker
paa nogen Indrømmelse i Retning af at have villet
appellere til Læserens sanselige Drift eller cyniske
Tilbøjelighed viser bedst det følgende Digt, der
umiddelbart slutter sig til hine Linjer, og som
begynder:
Doch die Kastraten klngten,
Als ich meine Stimine erhob;
Sie klagten und sie sagten:
Ich sange viel zu grob.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
