Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XIII. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Han kunde ikke utvetydigere hævde, at han,
hvor han har været ligefrem, drøj eller cynisk,
kun har fulgt sit moderne Hang til
Virkelighedstroskab, sin Uvilje mod romantiserende Besmykkelse,
sin uvilkaarlige Drift hen imod den skjærende
Livssandhed.
Ikke mere moralsk Berettigelse har den
almindelige Klage over hvad Julian Schmidt engang
har kaldt Gemenheden i Heines Tankespring fra
det Sublime til det Lave. Et typisk Exempel paa
disse Omslag i Stil og Stemning er Digtet «Freden»
i Nordsøpoesiernes Gruppe, i hvilket Heine ser
Jesus som Fredsfyrste under Havblikket skridende
kjæmpestor i sin hvide Klædning over Land og
Hav. Hans Hoved rager op i Himlen; som Hjerte
i Brystet har han Solen, den røde, flammende Sol,
og hans Solhjerte sender sine lysende, varmende
Straaler over Land og Hav. Saa afbrydes pludselig
Stemningen ved Fremkaldelsen af en elendig,
for-hyklet Stymper i Berlin, paa hvem han tænker,
En, der er svag i Hoved og Lænder, stærk i
Troen — hvad vilde han ikke give for at kunne
hitte paa slige Billeder og saaledes fromle sig
frem til Hofraad i den fromme By ved Spree —
hvor vilde han da ikke drømme om Gagetillæg af
hundrede Thaler Kurant!
Sikkert nok har Heine her fordærvet den
smukke Vision for sin Læser. Han har slaaet sit
Digt itu; han har sprængt sin Melodi ved grima-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
